At bygge tillid til sin hest

At bygge tillid til sin hest

28. januar 2024 Af Michelle Olesen

Min rejse med Tøffe (Obi) startede meget langsomt. Selvom jeg vidste at han var en god hest, der aldrig ville gøre noget, skulle jeg alligevel have opbygget en tillid til ham, for at lære at stole 100% på ham. Tillid kom ikke bare lige med det samme fra min side pga. min rideangst

Læs også: Rideangst – Hvorfor kommer det og kan man finde glæden igen

Begyndelsen

Jeg valgte at begynde at ride Tøffe med det samme jeg fik ham hjem, da jeg ville ikke ende med samme problem som sidst. Eller, jeg sad i hvert fald på ham hver dag, for ridning ved jeg ikke om man kunne kalde det. Jeg brugte de første uger på at skridte rundt og få en god fornemmelse af ham. Jeg arbejde med ham, lærte ham at flytte sig for mine ben, øvede parader og efter et par uger begyndte vi at trave. Når jeg travede var det kun meget kort tid af gangen, så vi fik øvet overgange og jeg vidste derved at jeg kunne stoppe ham. Han var så sød ved mig og sørgede hele tiden for, at jeg var med. Det var også her han fik hans øgenavn Tøffe, fordi han bare tøffede stille og roligt rundt med mig. Det tog mig 1 måned før jeg turde hoppe op på ham uden nogle holdt ham. Selv efter jeg havde gjort det, kunne der komme perioder hvor jeg stadig havde behov for en der holdte ham. Det gik super langsomt ja, men at opbygge tillid var vigtigere for mig end at det skulle gå hurtigt.

Min vægt gjorde min rideangst værre

I slut juni havde jeg fået så meget tillid til ham, at vi også var begyndt at galopere lidt. Men selv om jeg havde fået opbygget en del tillid til ham, sad det selvfølgelig stadig i mig, at “åh nej, hvad nu hvis han får ondt og han tipper mig af”, for jeg vidste jo godt, at jeg ikke var den letteste, og min balance var ikke i top. Derfor valgte jeg at investere i en helt ny sadle, som var lavet til at passe os begge, så der i forhold til sadel ikke skulle være noget der kunne genere ham og gøre ondt. Jeg sørgede også for at han jævnligt blev tilset af massør for at sikre mig han ikke havde nogle gener af min vægt.

Sammen med hesten fra jorden

Jeg brugte også utrolig meget tid sammen med Tøffe fra jorden, både træning og bare hygge. Jeg brugte tiden på at lære ham at kende. Det at bygge et bånd til ham betød nemlig rigtig meget for mig i forhold til tillid. Jeg lærte også hvad hans forskellige udtryk betød, hvilken ting han elskede og hvilken ting han ikke kunne lide.

At springe ud i det

I slut august fik vi vores nye sadel og begyndte at ride igen. En lille rideklub i nærheden af hos holdt et “Ring & Spring”-arrangement i september, 5 måneder efter jeg fik ham. Jeg syntes det kunne være rigtig sjovt at skulle med, da jeg som ponyrytter red mest spring. Jeg smed et par cavaletti op og øvede hele 2 gange i trav inden vi skulle afsted. Vi skulle dog kun ride 30 og 40 cm. Første omgang gik super fint og Tøffe syntes det var sjovt. Han syntes faktisk at det var så sjovt, at da vi skulle ride anden omgang, gad han ikke trave mere. Da han satte i galop kunne jeg mærke at jeg havde fuld tillid til, at han ville få mig sikkert rundt, så jeg greb fat i en tot man og lod ham styre showet, mens jeg bare hang ved.
Denne oplevelse gjorde, at jeg nu vidste helt nede i maven, at denne hest aldrig ville gøre mig ondt, og at jeg altid ville kunne stole på ham!

Er der andre som også har skulle bruge tid til at bygge tillid til jeres heste? eller kommer det altid nemt for jer? Del gerne jeres erfaringer med tillid i kommentar ☺️

Følg gerne med næste søndag hvor jeg fortæller om mit første fald, efter min ulykke.

Læs mine tidligere blogindlæg her