Man er jo altid klar over at der er en vis risiko ved at ride. Derfor var jeg jo også godt klar over, at jeg en dag ville falde af igen. Hvis ikke man vil falde af skal man ikke ride. Selv den sødeste og mest cool hest kan f.eks. blive bange.
Springundervisning
Tøffe og jeg var begyndt at træne en del mere seriøst. Jeg fik blod på tanden til det med at springe igen, så vi fandt os en springunderviser. Det krævede dog en del overskud fra min side, for specielt ved springning kunne jeg mærke min angst lure under overfladen. Det var svært at skulle give efter og ride på springet, med overbevisningen om, at det skulle vi nok klare. Men min underviser var super dygtig. Hun vidste lige præcis hvornår hun skulle bede mig lukke munden og ride, og hvornår angsten var et reelt problem og jeg lige havde brug for en pause. Det tempo man skal bruge i spring, kunne tit virke vildt for mig, specielt hvis afstanden så ikke lige passede. Men Tøffe er en helt når det kommer til spring. Uanset hvad du gør som rytter og hvordan du rider på, så springer han. Han reddede min røv mange gange i starten.
Mit første fald
Jeg nåede at have Tøffe næsten 1 år, inden jeg måtte i jorden første gang. Jeg havde besluttet at øve slangegang med 3 cavaletti. Vi havde redet øvelsen et par gange, hvor det var gået super fint, men Tøffe var jo selvfølgelig stadig en unghest, og have nogle gange stadig lidt problemer med skulderen. Da vi kommer i galop og vil vende over midten og cavalettiern, mister han skulderen. Jeg kan mærke at det sker, men når desværre ikke at få rettet op på det. Vi rammer cavalettien på hjørnet, så han springer, men han springer skævt til venstre over den. Jeg mister balancen og falder ned, så ikke noget dramatisk, bare en uheldig misforståelse.
Efter faldet
Jeg kommer mig faktisk ret hurtig over faldet, og kommer også op igen. Jeg var heldigvis ikke blevet bange, hvilket jeg tror er fordi det var et uheld. Jeg havde nok haft det anderledes, hvis han nu havde bukket mig af med fuldt overlæg. Jeg er dog stadig lidt forsigtig da jeg kommer op igen, men trækker vejret dybt i maven og siger til mig selv at det er okay. Jeg får redet videre og laver faktisk også øvelsen igen til begge sider. Det virker måske ikke som meget for nogle, men jeg var super stolt af mig selv. At jeg var igang igen og ikke var gået helt i baglås efter mit fald.
Bonus info: Fandt ud af en uge – og en skiferie – senere at jeg havde forstuvet min albue under faldet 😅😂
Næste søndag vil jeg komme ind på emnet “Hvad betyder min vægt for min ridning?”
Læs mine tidligere blogindlæg her