Jeg er helt sikkert ikke den eneste, som døjer med rideangst. Rideangst kan komme af mange forskellige ting – for mig kom det af et grimt fald fra min gamle unghest.

Hvad skete der?

Jeg valgte i 2018 at købe en rå unghest, Piro. Han var det sødeste at arbejde med og jeg endte med selv at tilride ham. Det gik faktisk rigtig godt med ham og han var ikke en hest der lavede ballade.
Vi flyttede stald da jeg fik nyt arbejde men anden gang jeg skulle ride ham i den nye stald var han lidt anspændt da jeg skulle op. Jeg kommer op og ligger da han begynder at gå rundt. Hende der holdt ham får ham til at stå efter en lille cirkel. Jeg sætter mig resten af vejen op, men lige i det jeg sætter mig i sadlen springer han i luften. Han hopper voldsomt op og frem, jeg mister balancen og falder bagover og ned. Jeg var desværre så uheldig at ramme den skammel jeg havde brugt for at komme op og alt gjorde ondt. Jeg kunne ikke gå derfra og vi måtte ringe efter en ambulance da mit knæ gjorde meget ondt og havde lidt ømme håndled. På dette her tidspunkt havde jeg dog ingen anelse om, hvor slemt det egentligt var.

Hospitalet

Ambulancen kørte mig til Horsens hospital. De havde travlt så jeg måtte vente en del timer før de havde tid til mig. Jeg lå heldigvis i et roligt rum så jeg kunne få lidt ro. Havde fået morphin i ambulancen så var heldigvis ok dækket ind i forhold til smerter. Da jeg skulle i røntgen valgte de både at tage billeder af mit knæ og begge mine håndled. Det hele var desværre langt værre end jeg overhovedet havde forestillet mig. Jeg havde et brud i knæet der skulle opereres og havde brækket begge håndled.
Jeg blev indlagt på hospitalet og blev opereret med en skrue i knæet. Jeg var så heldig at jeg fik et ene værelse. Det var jeg super taknemmlig for da jeg intet kunne. Jeg fik endda kateter da jeg ikke kunne komme op af sengen. De opdagede dog at der var sket en fejl og at jeg grundet min adresse skulle have været på Holstebro hospital, så jeg blev overført dertil efter et par dage. På Holstebro Hospital skulle jeg desværre dele værelse med 3 andre. Jeg var indlagt 8 dage før jeg blev udskrevet.

Hjemmepleje og genoptræning

Brækker du kun dine håndled kan du gå. Et brud i knæet og du kan bruge krykker. Desværre havde jeg scoret jackpot med både 2 håndled og 1 knæ, og kunne derfor absolut intet. Så jeg skulle desværre gennem noget af det mest ydmygende jeg har oplevet – jeg fik fuld hjemmepleje. Jeg skulle have hjælp til at komme på toilettet, som var en toiletstol der kunne trækkes hen til min seng. Jeg kunne ikke gå i bad og skulle rengøres af hjemmeplejen. Jeg kunne ingenting. Jeg lå bundet til sengen. Kunne sidde i en kørestol, men min lejlighed var lille og ikke indrettet til en kørestol, så jeg kunne sidde i den men ikke køre nogle steder hen.
Efter ca. 2 måneder bundet til sengen begyndte jeg genoptræning. Det var en lang og hård omgang, da man mister sine muskler super hurtigt. Jeg gik til fys, både almindelig fys og vandtræning. Specielt vandtræning var super nyttig for at jeg kunne lære at gå igen, da man lægger begrænset vægt på knæet.

Tilbage til heste

Der gik selvfølgelig flere måneder før jeg overhovedet var klar til at komme på hesten igen. Derfor havde jeg taget den beslutning at låne Piro ud i mellemtiden. Da jeg fysisk var klar til at komme tilbage på hesten var jeg overhovedet ikke klar mentalt. Så hesten forblev udlånt og jeg valgte at starte til holdridning på en elevhest 7 måneder efter ulykken. Det var ved min gamle underviser, der kendte mig og vidste hvad jeg havde været igennem. Elevhesten jeg skulle ride på var omkring 155 cm, gammel og super doven. Alligevel da jeg skulle op ville min krop ikke hvad jeg ville. Jeg rystede så meget jeg knap kunne stå, men med god støtte fra min underviser kom jeg op.

Rideangst

At begynde at ride igen var svært. Hver uge bøvlede jeg med at skulle op, grundet den måde ulykken skete på var det altid værst at skulle op på hesten. Dog var jeg stadig meget påvirket når jeg red rundt. Hvis hesten vippede med øret eller viftede med halen blev jeg super usikker, da jeg var sikker på hun ville smide mig af. Men det at hesten var doven gjorde mig faktisk også usikker, da jeg ikke kunne lide at jeg skulle have en del ben ved for at få den frem. Jeg kæmpede mig dog frem til at jeg kunne ride hende rundt i alle 3 gangarter. Jeg holdte dog med at ride igen efter ca. 3 måneder, da jeg ingen glæde fandt ved at ride mere. En god blanding af angst og at jeg egentligt ikke syntes det at ride elevhest var sjovt.

Rideglæde

Min bedste veninde flyttede på en gård med hendes kæreste og købte i maj 2020 en stor dressur hest. Hun blev ved med at spørge om jeg ikke skulle prøve ham, men jeg turde ikke rigtig, indtil en sommerdag i juli, hvor jeg var ude og se hende ride. Hun nævnte tilfældigt at hendes kæreste, som overhovedet ikke er hestemenneske, havde været oppe på ham og så det var det som om noget vendte i mig – for hvis der er noget jeg er så er det stædig, og hvis hendes kæreste kunne så kunne jeg bestemt også! Så på med en hjelm og så hoppede jeg ellers op på den her 170+ dressurhest, og det var en helt anden følelse end sidst jeg prøvede at ride. Angsten var bestemt også tilstede og det var svært. Men det var jo faktisk sjovt og hyggeligt alligevel. Jeg kunne mærke at glæden vandt over angsten, og det at glæden vandt gjorde, at det var det værd at begynde at arbejde med angsten.

At arbejde med sin angst

Jeg fik lov til at ride min venindes hest indimellem, og blev faktisk ok hurtigt tryg ved ham. Dog tog det mig stadig lang tid at komme op og min veninde skulle altid holde ham.
Det vigtige for mig var at give mig selv tid til at bearbejde min angst og acceptere at den var der. Min veninde var også en god støtte og super tålmodig med mig når jeg havde behov for at stå nogle minutter med foden i stigebøjlen, før jeg turde hoppe op. Og hvis min hjerne bildte mig ind at alt var farligt og hesten ville smide mig af, tog jeg det stille og roligt uden at presse mig selv for meget.
At arbejde med min angst og ikke imod den, ved at presse mig selv for hårdt og hurtig, har bestemt givet mig det bedste resultat.
Det er selvfølgelig begrænset hvor meget man kan arbejde med sin angst, når man ikke kan ride så tit, men jeg kunne mærke at heste stadig var det jeg ville, så jeg tog den beslutning at jeg ville begynde at kigge efter min egen hest igen.

Jeg vil senere lave et opslag om, hvordan jeg fandt den rigtige hest for mig, selvom jeg har rideangst.